Hold dig opdateret på hvad der sker i Queenager universet - Fællesskab, inspiration & events ♡

Ja Tak!

11

nov

Hvad gør feng shui?
Tags: ,

Hvad gør feng shui?

En ting man skal forberede sig på når man begynder at praktisere feng shui er, at tingene ikke nødvendigvis ændrer sig i den retning, eller på den måde man havde planlagt.

Før jeg uddannede mig til feng shui konsulent, gik jeg på et kursus, hvor man kom igennem et baguaområde pr. måned, og da vi nåede til karriereområdet, gik jeg hjem og boostede området efter alle kunstens regler.

Der gik der nøjagtig 3 uger, så blev jeg fyret!

Det havde jeg aldrig prøvet før og jeg var temmelig overrasket.
Jeg havde nok snarere forventet en forfremmelse...

Men fyringen kom faktisk som en gave.
Det var et job jeg egentlig ikke trivedes særligt godt i, men dengang havde jeg svært ved selv at tage beslutningen om at tage skridtet til at rykke videre.

Fyringen har betydet for mig, at jeg i dag har et job jeg elsker, hvor jeg selv bestemmer farten.
Det havde jeg måske ikke haft, hvis jeg mellemfornøjet var blevet hængende dét andet sted.

Jeg kender også til et par, der tog fat på kærlighedsområdet, som pludselig skændtes mere end nogen sinde, og det var jo heller ikke ligefrem planen, da de satte ind dér.

Men det der sker, når vi praktiserer feng shui er, at der bliver renset ud i eventuelle ubalancer, så har der været ting i forholdet man ikke har fået talt ud om, som parret her, der boostede deres kærlighedsområde, kan man være sikker på at skeletterne vælter ud af skabene.

Nogle gange kan udrensningen også vise sig som dengang jeg rådgav en single pige, der brændende ønskede sig en kæreste.
Hun fokuserede al sin energi på kærlighedsområdet, og fulgte alle de gode feng shui tricks der findes, men Mr. Right udeblev. Hver gang hun kyssede en prins, blev han til en frø, og hun blev så frygteligt skuffet.

Hvad hun ikke vidste, men hurtigt blev klar over, mens hun datede den ene frø efter den anden var, at hun fik renset ud i en masse gamle mønstre og måder at tiltrække mænd på.
Hun lærte at sætte nye grænser og mærke efter hvilke kvaliteter hendes partner skulle indeholde, og ikke bare slå sig til tåls med dem der lige bød sig til, som hun faktisk havde gjort før i tiden.
Derfor måtte hun lige nogle stykker igennem før det hele faldt i hak for hende, og hun selv var parat til den rigtige.

Andre gange kan feng shui manifesteringerne være noget helt andet og meget bedre, end det man troede man ønskede sig.

Engang boostede jeg mit område for rejser, ønsker, synkronicitet og hjælpsomme venner, for at komme ud og rejse og en ny bil ville da også være toppen, men ingen ting skete der.

Jeg hængte en fin fin vindklokke op og satte engle alle steder, stadig ingen effekt.
Indtil jeg en dag kom til at tale med en veninde om hvor bemærkelsesværdig mange fantastiske mennesker jeg rendte ind i hele tiden.

Jeg boostede for at få ét, men fik noget meget mere fantastisk end en ny bil og en rejse til udlandet.
Jeg havde fået en masse nye forbindelser, både privat, men også forretnings,- og inspirationsmæssigt, som jeg havde, og stadigvæk har, rigtig stor glæde af.

Så hvis du ikke rigtig føler, at dine feng shui optimeringer bringer det med sig, som du håbede at opnå, kan det være at du lige skal igennem en udrensning først, får en blessing in disguise, eller måske endda har manifesteret noget endnu bedre, end det du troede du ønskede dig?

 

Læs også Lidt om rod og feng shui

Modtag Ebog og Audioguide til Fantastisk Feng Shui Livsstil

Nysgerrig på feng shui? Så se mere HER