Da jeg fyldte 50 år, var det en blandet oplevelse, for jeg havde nok lidt en forventning om at være i mål, når jeg nåede dertil.
Jeg ville ønske nogen havde fortalt mig, at man ikke nødvendigvis har mere styr på noget end da man blev 30, for det kan jeg da se, at hverken jeg eller mine jævnaldrende veninder har.
Ok, jeg tager en del bedre beslutninger for mig selv i 50erne end da jeg var yngre, men i en alder af nu 51 år, ejer jeg stadigvæk ikke hverken skarpe køkkenknive eller fast ejendom. Til gengæld har jeg hele 3 kagefade på fod...
Fra midt 48 og en god del ind i mit 49ende år, havde jeg det mærkeligt med at blive ældre, og strugglede med min kommende identitet som 50+.
Jeg havde det som om mit liv nærmest var forbi, følte mig gammel, og havde underlige regler oppe at vende om, at visse ungdommelige looks ikke længere var for mig, for ikke at tale om, at den måde jeg udtrykte mig verbalt, og i det hele taget opførte mig på, ikke var særligt passende for min alder.
Jeg var nærmest skamfuld over mit ungdommelige indres clash med min ydre fremskredne alder, og det undrede mig.
Men måske er det ikke så mærkeligt, for overalt blev og bliver jeg fortalt, at det er bedre, at være ung end gammel, og fra 50+ skal jeg seriøst se at komme i gang med, at gøre en indsats for, at ligne en på 25.
Mit feed er proppet med annoncer for hvordan jeg kan komme til at se yngre ud, og for bare at taget et enkelt eksempel fra mine streamingtjenester, bruger bruger Carrie og co i de første afsnit af det nye SATC “And just like that” jeg ved ikke hvor lang tid på at cirkulere omkring “ja vi ved godt vi er blevet ældre og undskyld vi er det”.
I en dokumentar på DR om supercool Jane Fonda, taler hun om de operationer hun har fået, og tilstår, at hun ville ønske, at hun havde modet til at ligne sin alder. Jeg beundrer hendes ærlighed, men kan også bare konstatere, at kvinder på min alder+, der ser 5-10-15-20 år yngre ud end de er, hyldes for deres ungdommelige udseende, og jeg følger da også misundeligt med på J-Lo og Gwen Stefanis Insta, som beviser over for mig, at jeg er en taber fordi jeg ikke for alvor får gjort noget ved mine rynker.
Selvom jeg gør modstand, er jeg blevet suget ind i fortællingen, og mit ego elsker når nogle skyder mig til at være yngre end jeg er (nok mere pga min opførsel end mit udseende, men skidt nu med det). Jeg går til kosmetisk akupunktur, japansk lifting, tager collagenpulver, har masser af cremer til “den modne hud’ og ville lyve hvis jeg nægtede at have tjekket ultralyd terapi og andre temmeligt pricy muligheder for at få opstrammet mit ydre.
For ikke at tale om instafiltre, der fjerner alle rynker. Halle-Freakin-Luja, dream come true!
Jeg er med på, at det fra naturens side er sådan, at når man ikke længere kan bringe børn til verden, så er man overflødig, og kan godt bare stille sig over i et hjørne og visne.
Samtidig har verden været, og er stadig i høj grad styret af maskuline værdier.
Vores samfund er blevet formet af mænd, der ikke havde høje tanker om kvinder (generalisering, jeg ved godt, at der findes mænd, der tænker anderledes), og vi skal ikke langt tilbage for at finde regler om, at kvinder ikke måtte have stemmeret og eje fast ejendom.
Ergo var man som kvinde afhængig af mænd for at overleve.
Man skulle være smuk, ungdommelig og ikke mindst frugtbar, så man kunne blive valgt af en mand, og jeg tror, at det ligger så dybt i vores DNA, at mange kvinder stadigvæk er styret af det drive.
Men kan vi gøre noget andet nu?
Det må da kunne lade sig gøre også, at tappe ind i et drive, hvor det er trendy at blive ældre.
Vi har allerede fokus på Body Positivity, så hvorfor ikke udvide repertoiret med mere Age Positivity.
Min drøm er at finde fred i min alder, og mit forbillede er Keith Richards fra Rolling Stones - Alt ved ham råber "Fuck alder!"
Lige nu kan det kun være ham, for selvom jeg måske aner en trend pible frem i podcasts, bøger og fiktion med aldrende kvinder i hovedrollerne, savner jeg alligevel den kvindelige udgave af Keith, der fortæller mig en historie om, at det er ok at være 50+, ligne 50+ og være whatever age på indersiden.
Når alt det er sagt, så synes jeg faktisk, at jeg er ude på den anden side af midtlivskrisen, og har det super med 50+.
Jeg er ok med at der ikke nødvendigvis er styr på noget. Der er mere ro, og det er sagomelme alle de 50+ år værd, for damn hvor har jeg kartet rundt i desperation, når tingene ikke lige gik som jeg ville.
Hvis barndom og ungdom var Level 1 og tiden med hjemmeboende børn Level 2, så er 50+ for mig Level 3 jeg er i gang med at lære at kende, som når man stiger til et nyt level i et computerspil (ja man er vel mor til 3 drenge).
At nå til 50+ føles som et reset og et spring ind i en ny identitet, og jeg har en fornemmelse af at fremtiden bliver rigtig dejlig.
Livet vil dig gerne, hvis du vil det, og det er på ingen måde slut når du er i 50erne.
(Vigtig PS: Jeg har ingen invendinger mod dem der får lavet alskens ansigtsløft og botox, eller går helt i beige - Min holdning er, at vi hver især selvfølgelig skal gøre det, der gør os glade)
Læs også Find din Dharma
