Jeg er taget til yin yoga, og som den mønsterelev jeg er, ligger jeg i god tid i salen, udstrakt over min pølle med benene i sommerfuglen, og slapper af inden timens start.
Ved siden af mig har jeg klodser, bælte og hvad der ellers skal bruges - Jeg er med andre ord klar.
Jeg glædes over, at folk kommer ind helt stille, og roligt lægger sig til rette, i modsætning til sidste gang, hvor to veninder ivrigt diskuterede alt muligt, fordi de ikke havde fattet, at regelsættet siger SHUT THE F*CK UP, når man kommer ind i et lokale, hvor en yin yoga time skal til at starte.
Nå, men dejligt dejligt, tænker jeg for mig selv, indtil jeg hører en måtte blive rullet ud, og et meget larmende åndedræt ala det psykiske åndedræt sætte i gang.
Dengang jeg gik til gravidyoga, lærte jeg også det psykiske åndedræt, hvor man trækker vejret med en høj hviskelyd, så man slapper bedre af under fødslen, men så vidt jeg ved, er der ikke nogen der er i gang med at føde lige nu.
Det er en fredelig yin yoga, hvor det er meningen, at man ikke skal forcere noget. Heller ikke sit åndedræt.
Yogalæreren instruerer diplomatisk til rolige vejrtrækninger indtil timen for alvor starter, men min nye ven er tydeligvis så opsat på, at nu skal der satme slappes af, at han ikke fanger hentydningen.
Jesus Christ altså.
Timen går i gang, og da jeg sætter mig op, ser jeg, at den larmende person ligger lige foran mig.
Bare måden han sidder på sin klods for at have ret ryg, er håbløs. Hvorfor tager han ikke et tæppe?
Yogalinstruktøren ser det også, og hjælper ham til rette på et sammenrullet tæppe, mens jeg og resten af klassen venter.
Det skal der også være plads til, tænker jeg storsindet, og prøver at overdøve min indre sure kælling, der er ved at nærme sig en nedsmeltning.
Som timen skrider frem, bliver jeg mere og mere irriteret på ham.
Ikke nok med at han kammer helt over i "afslappende" vejretrækning, men han presser sig også ud i nogle stræk, der åbenlyst er for meget for hans usmidige krop.
Har han for fanden ikke hørt efter, da instruktøren sagde, at man ikke skulle presse kroppen?
Altså hvor dårlig er han lige til at slappe af?!
Da jeg går derfra er jeg ved at koge over.
Solen skinner, vejret er dejligt, folk smiler, jeg har ferie og jeg er officielt helt oppe at køre.
Lad mig bare være ærlig: Det er ikke første gang jeg går fra en yin yogatime og har det på den måde, hvilket ikke er helt optimalt, da de timer gerne skulle have den modsatte effekt.
Og jeg godt, at det ikke handler om ham. Eller de to veninder. Eller alle mulige andre.
Det handler om mig selv, der har så afsindigt svært ved at slappe af og ikke presse mig selv for meget.
Så i stedet for at give mig selv plads og ro til at være i de langvarige stræk, begynder jeg at pege ud i verden, på alle dem der har svært ved at slappe af og finde ro, og dømme dem for, hvor dårlige de er til det.
Det er nemlig meget nemmere at pege anklagende på andre, end tage sig af sine egne issues.
Læs også Hvad har du egentlig lyst til
