Hold dig opdateret på hvad der sker i Queenager universet - Fællesskab, inspiration & events ♡

Ja Tak!

08

aug

Heksebrænding anno 2020
Tags:

Heksebrænding anno 2020

Havde i min øjenkrog godt observeret, at der verserede en debat omkring såkaldte “Hjertekvinder", men har ikke sat mig ind i hvad det handlede om før nu.
Og what the actual fuck?! Det er jo total heksebrænding anno 2020!

Det skal først lige siges, at jeg ikke kender alle de “Hjertekvinder” der står midt i shitstormen, så det kan godt være at nogle af dem har ufine metoder. Men dem jeg kender, passer på ingen måde ind i det billede kritikerne fremstiller, og så blir jeg sgu harm.
Det svarer jo til at påstå, at alle muslimer er terrorister (og just for the record, så er det IKKE min overbevisning).

Der bliver sat spørgsmålstegn ved “Hjertekvindernes” måde at drive forretning på. At de udnytter skrøbelige og søgende kvinder.
Undskyld mig, men er det ikke et tema der generelt kører i verden?
"Nu skal jeg udpege alle dine fejl, måske endda opfinde nogle, og så skal jeg nok hjælpe dig med at få større bryster, en anden hårfarve og en mindre talje, eller hvad vi kan finde frem til ikke er godt nok. Jeg kan endda blege dit røvhul (pardon my french) hvis det skulle være"...

De “Hjertekvinder” jeg kender, hjælper kvinder til at blive stærkere indefra, så de ikke har behov for at lave om på sig selv i det ydre. Ikke fordi de er forkerte inden i, som dem de er, men så de bedre kan stå stærkt i at være kvinder i en verden, hvor man bliver gjort forkert for ikke at være perfekt, set ud fra et samfundsskabt billede.
Hvori ligger det problematiske?

Pyramidespil bliver “Hjertekvindernes” uddannelser kaldt, blandt andet fordi man "uddanner folk i noget de ikke kan bruge til noget". Og man uddanner i øvrigt for mange. Says who?
Hvornår erkendes det, at bløde værdier, der ikke nødvendigvis kan sættes i et Excelark, er mindst lige så værdifulde, som de ikke-bløde?

Tager man en uddannelse hos en "Hjertekvinde", kan man bruge den lige så meget på sig selv, som til dem man selv kommer til at undervise, rådgive eller behandle.
Når du selv har gået vejen, kan du meget bedre hjælpe andre. Du kan bygge den udvikling du selv har gennemgået, og det du har lært, oven på noget du allerede kan, så det bare bliver endnu federe. Og du bliver et bedre menneske af at lære dig selv bedre at kende.
Hvad er problemet?

Er pyramidespil iøvrigt ikke et koncept, hvor de uddannede skal betale en andel af deres fortjeneste til den der har uddannet dem?
Det er mig bekendt ikke noget “Hjertekvinderne” praktiserer.

I kritikken af "Hjertekvinder" bliver der stillet spørgsmålstegn ved, om det overhovedet virker det de sælger, både af kurser og fysiske produkter.
At "Hjertekvinder" sælger til søgende kvinder, der åbenbart ikke selv kan sortere i hvad der er godt for dem eller ej, fordi de er alt for skrøbelige til at tænke klart.

Betyder det, at jeg skal til at skrive disclaimere på alle mine produkter i stil med “put ikke din hund i microovnen”, så vi er sikre på at alle forstår, at produktet virker forskelligt alt efter hvem du er, hvor du kommer fra, hvor meget du arbejder med dig selv, og at jeg som underviser kan guide dig, men ikke fixe dig?

Jeg forstår godt hele kvaksalver tanken bag kritikken af “Hjertekvinderne", og jeg er enig i, at der er masser af kvaksalvere i den alternative verden.
Men det er der eddermuggeme også i den ikke alternative, tag bare forhandlere af slankepiller og rynkecreme, for at nævne nogle.

Det er iøvrigt påfaldende, at det kun er kvinder der bliver fremhævet i hetzen.
Jeg vil vove at påstå, at en person som Tony Robbins, går totalt under radaren for de mandlige kritikere, kun fordi han er mand.

Sælger Tony Robbins til søgende og skrøbelige mennesker?
Ja, det gør han i den grad!
Men han sælger også til folk der er et godt sted i deres liv, og som gerne vil inspireres til at have det endnu bedre.
Ligesom “Hjertekvinderne”. OG dem der sælger rynkecreme, slankepiller osv.

Hjælper Tony Robbins alle?
Nej, ligesom hos “Hjertekvinderne" findes der kursister, der ikke føler de fik hvad de havde regnet med, heriblandt mig selv.
Jeg var ikke helt oppe og køre efter at have brugt 3 dage på hans Unleash The Power seminar i London.
Ville jeg gøre det igen? Nej. Føler jeg at jeg fik valuta for pengene? Nej.
Men jeg kunne se, at mange andre var glade for at være der.
Det er grotesk unuanceret, at man kun har opstøvet nogle få, som har haft en uheldig oplevelse hos "Hjertekvinderne". Har man overhovedet gjort sig den ulejlighed at kontakte kvinder, der har rykket sig et bedre sted hen, efter at have deltaget på et forløb?

Bruger Tony Robbins klamme salgstricks? OMG JA!
Han planter små frø i din bevidsthed, mens du sidder på seminaret, og pludselig kan de 10 første der når ned til et af bordene bagest i salen (som i øvrigt er fyldt med jeg ved ikke hvor mange, 5-10.000 mennesker?), købe et kursus han har hjernevasket dig til at have behov for, til KUN XX dollars.
DET syns jeg er klamt, men at fremture at “Hjertekvinderne” bruger klamme salgstricks, fordi de har ”spar xx kr. lige nu”, “om 5 dage sætter jeg prisen op” etc?!
For helvede, det gør selv Bilka. Come nu on!

Som jeg oplever det, er der her tale om et par herrer, som har fået øje på nogle kvinder, der har succes med deres forretning, hvor de hjælper og vejleder andre kvinder til mere power, større succes, og i det hele taget bare et federe liv, med ikke-videnskabeligt dokumenterede og (uha) nytænkende alternative metoder.

Herrerne bliver bekymrede, fordi de succesfulde kvinder arbejder og tjener penge ud fra et andet livssyn, som ikke kan passe ind i deres forældede tabeller, og de kan ikke se effekten af det “Hjertekvinderne” underviser i, fordi det ikke kan måles hvornår noget har gjort gavn, når det handler om personlig udvikling.

Det føles simpelthen utrygt for herrerne, dels fordi de ikke forstår, og dels fordi de kan se at der er en bevægelse omkring det her nye (som i virkeligheden slet ikke er nyt) og anderledes (i hvert fald i forhold til de kredse herrene bevæger sig i).

Slap nu af.
Skrøbelige, sårbare og søgende kvinder kan godt tage gode beslutninger for sig selv, og de bliver endnu bedre til det, når de uddanner sig i noget, der bygger dem op indefra. 4real. Jeg passer selv ind i den skabelon.

Kan vi nu ikke bare lade hinanden tro på hvad vi hver især tror eller ikke tror på, uden at udskamme dem vi er uenige med.
Bare fordi det ikke er videnskabeligt dokumenteret og ikke er målbart i decimaler, kunne det jo godt være at det rent faktisk gør en positiv forskel.

Engang troede man også jorden var flad.

 

Læs også Mine navneskift med numerologi

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.