Jeg har brugt en stor del af mit liv på, at føle mig forkert. For tyk. For lidt. For meget.
Og senest: For gammel.
Da jeg sidste uge kom hjem fra Smukfest, havde jeg nogle dage, hvor alle de gamle forkerthedsspøgelser igen væltede ud af skabene, mens jeg lå med min tyngdedyne i sofaen for at komme til hægterne.
Jeg var på én gang træt, glad, trist, frustreret og forvirret. Alle følelser og tanker væltede rundt i mig oven på 4 dage i bøgeskoven, som de gør når jeg har kørt mig selv lidt hårdt og hormonerne har deres eget liv.
Efter nogle års pause havde jeg besluttet mig for at tage på festival igen, denne gang med en plan om, at det skulle være mere stille og roligt end før i tiden, for jeg VED at jeg ikke kan klare at feste så hårdt mere, som jeg gjorde engang.
Det gik også meget godt med at tage den med ro onsdag.
Men torsdag stak det helt af, da jeg mødte gamle venner, og endte med at rende rundt i et latterligt 80'er sæt, incl. skibriller, og dakke løs på skibaren med en drink i hver hånd.
Det var verdens bedste idé nogen sinde, hvis du havde spurgt mig torsdag.
Fredag røg jeg på fest igen, denne gang med glimmer i hele ansigtet.
Ikke bare en nydelig streg på hver kind, som alle andre classy mennesker på Smukfest.
Nej, HELE femøren, og igen føltes det som det bedste i hele verden i øjeblikket.
Lørdag måtte jeg kaste håndklædet og tage hjem, der var simpelthen udsolgt hos DJ Muttah.
Alting var reeeti sjovt mens det stod på, men hjemme på sofaen, skammede jeg mig over min opførsel.
Med fare for at gentage mig selv, men det er åbenbart noget der fylder: En dame i min alder burde ikke rende rundt og te sig på den måde, som jeg gjorde, og som jeg lå dér under tyngdedynen, følte jeg mig patetisk.
Tænkte folk når de så mig, at jeg krampagtigt jagtede en ungdom, der ikke længere er der?
Uden at det skal være en undskyldning eller forklaring (måske lidt), kan jeg kun sige, at mens alt det sjove står på, elsker jeg det hele og det er ikke noget jeg presser igennem. Det sker lissom bare for mig.
Jeg ville faktisk hellere kunne finde ud af at opføre mig “normalt”.
Jeg så i hvert fald ikke nogen andre kvinder i min alder ligne idioter og feste som 17årige på Smukfest.
Mænd jo. Men kvinder? Nej.
Det har fået mig til at spekulere.
Jeg har virkelig svært ved, at passe ind i min alder, og herfra hvor jeg sidder, virker det ikke som om, at andre har det på samme måde (måske lige på nær et par veninder).
Jo, med kropsissues, at man ser ældre ud, og det synes jeg da heller ikke er sjovt.
Men mere...det er som om alle andre er blevet voksne, med ejerbolig og pensionsopsparing, og jeg render stadigvæk rundt og opfører mig som en teenager, der helst vil høre Nik og Jay og elsker enhjørninger.
Jeg ved det godt. I bund og grund kan jeg være bedøvende ligeglad med hvad andre tænker om mig og min opførsel, så længe det ikke går ud over nogen. Om folk bliver forargede er jo dybest set deres problem.
Det kunne jeg bare overhovedet ikke mærke den dag i sofaen under tyngdedynen.
Men så hørte jeg noget sjovt i en podcast, der fik vendt det hele lidt på hovedet for mig.
Man har lavet et forsøg, hvor man satte en flok ældre personer ind i omgivelser i en uge, hvor alt omkring dem matchede deres 20 år yngre selv, lige fra læsestof og musik til tv programmer og påklædning.
Både før og efter målte man forskellige værdier hos dem, og kunne konstatere, at de efter en uge som deres 20 år yngre selv, havde forbedrede tal på alle parametre, og altså fysisk målbart var blevet yngre. Efter en uge!
Måske er det ikke så tosset alligevel med de enhjørninger.
Læs også Hvad har du egentlig lyst til
