Download Ebog og Audioguide til Fantastisk Feng Shui Livsstil og lær den magiske filosofi at kende

Ja Tak!

03

mar

Almost famous
Tags:

Almost famous

En fredag for lidt over en måned siden ringede min telefon.

Det var fra et produktionsselskab, som gerne ville lave en udsendelse til TV2 ala Marie Kondo, du ved hende den japanske oprydningsfidus, der er i vælten for tiden...

Men lad mig først lige skrue tiden ca et halvt år tilbage.

Sidste sommer fik jeg pludselig den fornemmelse, at mit onlinekursus Feng Shui Dit Liv og min Intuitiv Feng Shui Uddannelse skulle køre for sidste gang uden mig ved roret.

Ikke fordi der er noget galt med feng shui, kurser eller uddannelse (de er faktisk ret geniale, så Feng Shui Dit Liv kurset kan nu studeres på egen hånd og Intuitiv Feng Shui Uddannelsen kører videre med nye undervisere), men fordi det var tid for mig til et skift.

Selvom der var den hage ved det, at det er størstedelen af mit indkomstgrundlag jeg ville vinke farvel til her, besluttede jeg mig alligevel for at lytte til min mavefornemmelse, og tog første skridt ind i mit eksperiment med at slippe kontrollen og følge flow of life.

Jeg kunne MÆRKE at jeg blev nødt til at sortere noget fra, for at give plads til noget nyt.
Problemet var bare at jeg ikke havde den fjerneste anelse om hvad det nye var.

Jeg vidste hvad jeg havde men ikke hvad jeg ville få, og min hjerne råbte højt: “Hvad f*** har du gang i?!
Mens min mave derimod sagde: YES!

Det her ville være første skridt ind i en ny måde at være mig, og en ny epoke i mit liv hvor jeg for alvor tog beslutninger bevidst efter tillid og kærlighed frem for frygt og plejer.

Månederne gik, kurser og uddannelse, som jeg nu har fingrene i for sidste gang, kørte.

Jeg sorterede flere ting fra i mit liv, både fysisk og psykisk.
Ryddede op i min kælder og mit skab, tog vaner op til overvejelse, fralagde mig nogle (fjernede blandt andet facebook fra min telefon) og tilvalgte nogle andre (gik ture, mediterede og spiste sundere).

Jeg begyndte i det hele taget at være mere og mere bevidst om, hvad det egentlig var jeg fyldte mit liv med, og om det løftede mig op eller trak mig ned.

Men tilbage til produktionsselskabet i telefonen.

Stemmen i røret spurgte om jeg ville komme til prøvefilmning om mandagen og selvom jeg pointerede at jeg ikke er oprydningsekspert, som Marie Kondo, og ikke kører efter faste 5 trin til quickfix modeller, holdt hun ved sit tilbud, og jeg takkede ja.
Var det det mon det nye jeg havde givet plads til?

Den nat kunne jeg slet ikke sove.

Det væltede rundt inden i mig og mens jeg lå og vendte og drejede mig, bekymrede jeg mig om jeg mon ville kunne huske dansetrinnene når jeg kom med i Vild med dans, og om jeg ville være sjov nok i alle de quizprogrammer jeg jo selvfølgelig ville blive inviteret til at deltage i.
Det er lidt skørt at det stak sådan af med mig, for i virkligheden handlede det jo bare om at jeg var overvældet.

Mandag mødte jeg spændt op hos en lille familie i nordsjælland, hvor prøveoptagelsen skulle foregå.
På vejen havde jeg været forbi en makeupartist som havde sminket mine øjne kulsorte og givet mig rød læbestift på.
Efter ønske fra produktionsselskabet havde jeg grønne negle, læderbukser og en ærmeløs t-shirt på under min nittebesatte camouflageskjorte, så man kunne se mine tatoveringer.

De ville gerne have noget kant.
Den kant jeg har bokset med, følt mig forkert med, er blevet misforstået med, har været for meget med.
Dén kant ville de gerne have fremhævet.

Udover Vild med dans bekymringerne, havde jeg seriøst haft alt muligt oppe og vende i weekenden omkring temaet at stille sig frem i verden og råbe højt - Så udtalt at min overbo kom ned og bad mig dæmpe musikken en dag.

Og så ville de have kant. “Bare vær dig, men skru lidt op for din kant”.

Jeg var ikke på noget tidspunkt nervøs, og syntes det var sjovt og let at være foran kameraet.
Men da vi kørte derfra havde jeg en underliggende følelse af at jeg ikke havde gjort det godt nok.
At de var skuffede og at jeg ikke havde leveret varen.

Jeg havde med vilje ikke set nogle af Marie Kondos programmer inden, for jeg vidste at jeg højst sandsynligt ville ryge i fælden med at kopiere hende, fordi jeg vidste det var det de var ude efter.
Men havde nok alligevel forsøgt at forme mig efter den skabelon jeg fornemmede de var ude efter og da jeg sad i bilen fortrød jeg, at jeg ikke lige havde luret hende den lille fikse oprydningsjapaner af, så jeg kunne levere varen.

Så i stedet for at fejre det fucking vilde der var sket for mig, at jeg var blevet kontaktet til en casting til fjernsynet, ud af det blå, uden at røre så meget som en finger for det, vekslede jeg mellem at køre jeg selvhad på mig selv over at jeg ikke var god nok, til at skælde ud på dem fra produktionsselskabet.
Det var jo alligevel en stor fed løgn at jeg bare skulle være mig.

I ugerne efter optagelsen huserede jordskælv, jordskred, vulkanudbrud og andre spændende naturkatastrofer inden i mig.
Jeg føler at jeg fik ryddet op i lige så meget gammelt lort den måned, som jeg har gjort sammenlagt de sidste 10 år…agtigt.

Samtidig fik jeg integreret de livsstilsændringer jeg havde lavet inden alt det her skete endnu mere, og jeg opdagede til min store tilfredshed hvor bevidst og god jeg er blevet til at bevare en form for ro selvom alting brager løs.

Så da jeg langt om længe efter en måned, fik besked om at de havde valgt at gå videre med en anden, “der bruger andre metoder end mig” rystede mig ikke det mindste.

Jo jeg var da skuffet…men måske følte jeg mig også lidt lettet?

Jeg kan sagtens se, at vi ikke er et match.
De vil have one size fits all til familien Danmark og det ville jeg ikke kunne levere.
Jeg er faktisk ikke engang interesseret i at forsøge at levere det.

Jeg ser det på ingen måde som et nederlag, at jeg ikke blev valgt til programmet, men derimod som et velkomment wakeupcall og en udvidelse af dimensioner.

Den bedste måde at beskrive det på er vel, at jeg har haft det som en lynfødsel oven i en 20 års graviditet.

I processen er jeg er kommet i kontakt med min indre rockstjerne, som for mig handler om nogle af mine evige temaer: At jeg gerne må fylde som den jeg er, det gør ikke noget at jeg er lidt skør, jeg behøver ikke skrue ned for mig selv, være mere ligeglad med hvad andre tænker, at jeg ikke behøver slå krølle på mig selv for at passe ind og så iøvrigt at noget af det der er livskvalitet for mig, er at fyre den af og have det sjovt med min kreativitet.

Så hvad har jeg gjort?

Jeg har for det første gennemarbejdet og forløst en masse af det der er kommet op via mine gåture, meditation osv.
Og så har jeg æret min indre rockstjerne som vågnede fra sin døs.

Jeg har fået to nye tatoveringer, køber ind i Rema totalt overdressed hvis jeg har lyst, går med solbriller når det er overskyet, og er begyndt at spille ukulele, for at nævne et par småting.
Ok måske ikke så rockstjerne agtigt, men det gør det for mig.

Den nye følelse smitter selvfølgelig af på min forretning, og businesswise har det betydet, at jeg er blevet mindet om hvor vigtige kodeord som frihed, leg, kreativitet, inspiration og lethed er for mig, at sådan noget som uddelegering af det som føles tungt, er essentielt for at bevare min energi, og ikke mindst at ALT er muligt

Og så har jeg tillid til, at noget der er endnu bedre, som passer perfekt til mig, kommer til mig, når jeg er klar.

 

Hvem er din indre rockstjerne og hvordan ærer du den?
Du er velkommen til at kommentere herunder.

Læs også Særligt sensitiv egoist

 

Vil du lære om feng shui?

Tjek gerne mine Feng Shui Kurser

2 kommentarer til indlægget


  • Hej med dig Rebekkah, jeg er netop blevet anbefalet at hilse på Sina Kalsbøll, som du har interviewet her på “Spirituella radio” 👍😉 .. jeg kan ikke gennemskue om du HAR en frekvens, eller om du, som fx Kisser Paludan, ligger podcast’s på din hjemmeside ? .. hilsen og tak for det gode cast med Sina 🤗 hilsen Esther

  • Skriv et svar

    Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

    This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.