Transformation er ikke for tøsedrenge og tøsepiger.
Det kræver kærlighed, mod og nærvær at sige farvel til det velkendte på en god måde.
Fordi det oftest føles utrygt, og i øvrigt kan være så fucking hårdt at være i de store skift i livet, har vi det med at komme så hurtigt videre, at vi "glemmer" at ære den smerte, der ligger både i selve transformationsperioden og tiden efter.
Vi "glemmer" simpelthen hvor vigtigt det er at blive stående i tomrummet, uden bare at proppe noget nyt ind, der dulmer den larmende stilhed og sorgen over det der ikke er der mere, selvom det er godt at det er væk.
Og vi forkorter helst den tid det tager, at finde en ny måde at være i livet på, som ellers ville give os mulighed for at blive en endnu bedre udgave af os selv.
Det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg selv, som så mange andre lige nu, står midt i en heftig omgang transformation, hvor jeg siger farvel til ting, der har været en stor del af mit liv og identitet i mange år.
Jeg vil ikke kede dig med detaljerne her, men skal vi bare sige, at jeg virkelig har fået lov til at smage min egen medicin, i forhold til al min snak om at acceptere de følelser der kommer op, når det hele brager løs, og se på oplevelsen som et eventyr man nysgerrigt kan udforske.
Det er ikke altid lige nemt, og for fanden hvor har jeg kæmpet med (og mod) mig selv, men min fornemmelse er, at jo bedre jeg bliver til at turde stå og mærke den tomhed, smerte og sorg der uundgåeligt følger med stor transformation, des renere og mere klar er jeg til at heale sårene og hilse det nye velkommen med et åbent hjerte.
Til forskel fra tidligere, hvor jeg skyndte mig videre, tillader jeg nu mig selv at være skrøbelig som en nyfødt, og bruger det meste af min energi på at finde mine fødder i det der mest af alt føles som en genfødsel.
Går i naturen, svømmer i havet, læser bøger, kigger ud i luften, skriver, sover, trækker vejret, får massage og er med de mennesker der betyder allermest for mig,
Og midt i al kaos mærker jeg dag for dag kontakten til min urkraft styrkes, fordi jeg bliver stående, og lader lagene skrælle sig af, mens jeg stille og roligt lærer at navigere i min nye indre og ydre verden.
Det bliver rigtig godt, når jeg er helt ude på den anden side, men lige nu er det ok bare at stå her og være.
Læs også Hvad har du egentlig lyst til
