Det er længe siden jeg har fået så meget respons, som da jeg på Instagram delte det billede du ser herover, og jeg tænker det er fordi der er rigtig mange, der kender det der med ikke altid at være lige autentisk.
Til venstre ser du mig dengang jeg troede man skulle fremstille sig selv på en bestemt måde for at drive selvstændig forretning, og til højre ser du mig på et tidspunkt, hvor det var gået op for mig, at jeg godt måtte være og vise den jeg er, hvilket så kommer til udtryk med indestængte renters rente.
Selvom jeg kan ryste lidt på hovedet af mig selv over venstre foto, tilgiver jeg også mig selv, for jeg forstår godt hvorfor jeg fik taget et billede, hvor jeg så krampagtigt forsøger at udstråle noget jeg ikke er: En supertjekket iværksætter med styr på sit shit.
Det er sjovt, ikk?
At vi laver om på os selv, for at passe ind i hvad vi tror andre bedst kan lide.
Vi forsøger at være firkantede selvom vi er stjerneformede, maler os selv brune i stedet for pink, og siger ord, vi måske ikke helt mener, når det eneste vi i virkeligheden ønsker os er, at nogen elsker os præcis som vi er, fra inderst til yderst.
Jeg har været verdensmester i kamæleon.
For det stopper jo ikke ved at få taget billeder til min virksomhed, men udfolder sig lystigt i alle livets forhold, fx:
- Hvem skal jeg være for at få en kæreste?
- Hvem skal jeg være for at folk godt kan lide mig?
- Hvem skal jeg være for at folk vil købe noget i min butik?
Svaret er enkelt: Mig selv.
Det ved mit hoved godt, men det er altså bare ikke altid, at resten af mig lystrer, og så er jeg pludselig i gang med at fx:
- Sulte mig selv til døde for at blive tynd, fordi jeg er overbevist om, at alle mænd kun kan lide åleslanke kvinder
- Tvinge mig selv til at have en bestemt holdning, fordi jeg tror, at så vil folk måske inddrage mig i deres fællesskab
- Tillære mig noget der på ingen måde interesserer mig, fordi jeg tror, at det er det der skal til for, at nogen køber noget af mig i min forretning
Eksemplerne er mange, og jeg kan ikke lade være med at grine lidt hver gang jeg tager mig selv i at omtransmogryffe til noget jeg ikke er, for hvis jeg skal være ærlig, så sker det jo stadigvæk.
I virkeligheden er det lidt skørt, for det har den stik modsatte effekt end det jeg håber på at opnå, og skubber mere folk væk end det tiltrækker dem, men det glemmer jeg nogle gange i kampens hede.
Og så kræver det mega meget energi, at opretholde facaden i længden.
Men samtidig er det også helt forståeligt, fordi vi som mennesker helt grundlæggende vil gøre alt for at være en del af flokken.
Vi vil ikke stemmes hjem fra øen, koste hvad det vil, fordi det er ensbetydende med den visse død.
Eller, det var måske virkeligheden engang, men det føles stadigvæk sådan.
Når det så er sagt, så fornemmer jeg at der er et skift i verden, som mere og mere hepper på autenticiteten.
Folk der stiller sig frem og viser deres helt unikke selv, bliver hyldet til skyerne for deres mod, og det inspirerer andre til at gøre det samme.
Det eneste jeg tror vi skal passe på med her er, at man kun er autentisk hvis man stikker helt crazy ud i tøjstil, væremåde, holdninger osv.
At sidde stille med nydeligt opsat hår, klædt i gråt fra top til tå, mens andre danser kronragede og halvnøgne rundt i glimmer og regnbuefarver, er også autentisk.
Det afgørende for at være autentisk er, at du ærligt lever og viser den du er helt inde fra din sjæl.
Læs også Særligt sensitiv egoist
