Dit tøj påvirker din energi

Feng shui handler ikke kun om møbler og indretning, men også om det tøj du iklæder dig hver dag.

Du kender det nok fra dig selv.

Der er bare noget tøj eller særlige accessories, der tager dig til næste niveau af, at føle dig som noget af det mest fantastiske?

Og det er ikke så mærkeligt, for dit tøj og dine accessories bærer altsammen på en bestemt energi.

Farverne påvirker dig både gennem øjne og hud, via de energifrekvenser de hver især svinger på.

Materialet svinger på bestemte frekvenser, ligesom udformning, design, den energi der er lagt i det da det blev produceret, og den energi du selv har haft de gange du har haft det på, også gør.

Alt dette og din relation til hver enkelt tøjdel er afgørende for hvordan det påvirker dig, når du tager det på.

Klæd dig på til det humør du gerne vil være i

Der er en rigtig god grund til, at praktisere noget god feng shui via dit tøj, og iføre dig dit yndlingstøj på de dage, hvor du måske har mindst lyst til det.

Måske genkender du dette:

1.scenarie:

Du vågner for sent om morgenen efter at have ligget søvnløs det meste af natten.

Du er godt nok morgensur, føler dig drænet for energi og på en lækkerhedsskala fra 1-10, omkring en 1’er.

Nu hvor du alligevel føler dig som udskidt æblegrød, kan du lige så godt køre videre i stilen og hoppe i de samme gråmelerede bukser du har haft på de sidste 5 dage (med knæ), en forvasket sweater ude af form og de gamle udtrådte sko, der egentlig ikke er superbehagelige at gå i, og egentlig heller ikke særligt opløftende for dit udseende, men nu stod de lige fremme.

Både kæreste og børn får lige et vris med på vejen, inden du haster ud af døren 10 minutter for sent på den.   

2.scenarie

Du slår øjnene op efter en god nats søvn og ser at solen skinner fra en skyfri himmel.

Det er s**** koldt uden for, men dit humør er højt, så du vælger en funky farvestrålende sommerkjole, og støvler med lidt hæl.

Kæreste og børn får kæmpe kysser inden du svanser syngende ud af døren, med dit farverige tørklæde flagrende efter dig, klart overdressed for en dag på kontoret.

Men på en lækkerhedsskala føler du dig som en 10’er.

Feng shui dit liv med dit tøj

Din påklædning følger din sindstilstand, så næste gang du har en øv-dag, vil du med dit lækre yndlingstøj, nemt kunne vende skuden til at sejle i en lidt sjovere retning.

Så er det en kjole du har haft lykkestunder i, er det den energi du vil blive påvirket af, når du ifører dig den igen, selvfølgelig i kombination med de energifrekvenser materiale, farve og snit svinger på.

Køber du noget tøj fra genbrug, bør du rense det grundigt med både vask og hvid salvie, eller andre metoder fra spaceclearing, da det stadigvæk bærer sin gamle ejers energi.

Var det en glad og lykkelig ejer der strålede af positiv energi, er det selvfølgelig skønt, men var det en depressiv gnavpot, er det den energi du ifører dig, når du hopper i de aflagte gevandter.

Uanset om det er tøj fra en positiv eller en negativ person, er det fint at rense fra gammel energi, så du svinger på din egne rene og klare energifrekvens, uden støj på linien fra tidligere ejere.

 

Læs også om Oprydning i klædeskabet

Tjek onlinekurset Feng shui for begyndere