I livet går vi gennem både op og nedture, som påvirker vores energi.
Denne energi sætter sine aftryk i vores bolig, og ligesom luften i hjemmet kan føles tyk og tung, når der ikke luftes ud, kan energien på samme måde blive stillestående, hvis vi ikke renser ud i den en gang imellem.
Med spaceclearing laver du en energetisk udluftning, og renser dit hjem for det gamle, så der er plads til ny og frisk energi.
Hvornår skal man lave spaceclearing?
Du kan altid lave spaceclearing, men det er især godt at udføre:
- Ved årsskiftet
- Efter udrydning, oprydning og rengøring
- Når det er nymåne og fuldmåne
- Ved nye begyndelser som indflytning, fødsel, bryllup, skilsmisse og lignende
- Når du trænger til at starte på en frisk
Hvordan laver man spaceclearing?
Der er mange måder at lave spaceclearing på, fra en helt lille almindelig udluftning af hjemmet, til store timelange ceremonier.
Skal du lave en af de større ceremonier efter alle kunstens regler, bør du gøre hjemmet rent, og rense dig selv med bad og hvid salvie, for derefter at iføre dig særligt udvalgt tøj til selve ceremonien.
Efter min mening kan en spaceclearing sagtens have god effekt, selvom du ikke renser dig selv og dit hjem på den måde, og jeg gør det kun sjældent.
Det kræver meget tid at gøre det, og jeg prioriterer at lave spaceclearing oftere, end at sætte mange timer af til en større omgang.
Dog er det værd at være opmærksom på, at din sindstilstand er afgørende for, hvilken energi, der erstatter alt det, der renses væk.
Det bedste resultat får du, når du laver spaceclearing ud fra et kærligt sted i dig, hvor du er groundet og fyldt med god energi.
Så hvis du er trist eller på anden måde lav på energi, er det en god idé, at gå en tur, danse, synge eller andet der opløfter dig, inden du går i gang.
Sådan gør du:
1. Forbered spaceclearingen
Sørg for at samle alt, hvad du skal bruge af remedier til selve space clearing ceremonien, så du kan bevare fokus, når du er i gang.
Sæt intentionen for, hvad du ønsker at opnå med din spaceclearing, så det er den energi, der aktiveres, når du renser.
Selve intentionen for at manifestere det du gerne vil have mere af, sættes ved, at du visualiserer det du gerne vil opnå, eller siger det højt ud i rummet mens du renser.
2. Selve renselsen
Åbn vinduer og døre, så den gamle energi kan slippe ud.
Rens ved, at gå rundt langs vægge og hjørner med rygende hvid salvie (se billede øverst) eller palo santo.
Du kan også klappe med hænderne, bruge en klokke, tromme eller slå to grydeskeer sammen.
Der er ikke noget facit for, hvor lang tid det tager at rense et rum.
Hvis du kan mærke, at tungheden letter bevæger du dig videre, når du føler det er nok. Mærker du ingenting, må du prøve dig frem – øvelse gør mester.
3. Indvielse af ny energi
Når du har renset hele hjemmet, tager du en tur rundt igen for at indvie med den nye energi, du har sat intentionen for.
Brug syngeskål, egen sang, musik, røgelse, kast blomster, spray med aromatiske roomsprays eller andet, der løfter energien, og styrker den satte intention yderligere.
Du kan også nøjes med, at påvirke rummene med stille velsignelser eller bønner, hvis det føles mere passende.
Mærk efter i dig selv, måske har du et andet afslutningsritual, der passer bedre til dig.
4. Afslutning af spaceclearingen
Nogle afslutter større space clearingsceremonier med et overdådigt festmåltid for at fejre den nye begyndelse, men hvordan du vælger at fejre det, bestemmer du selv.
Det er under alle omstændigheder fint at markere den nye begyndelse med en form for fysisk fejring, det være sig mad, dans eller noget helt tredje.
Læs også Lidt om rod og feng shui
Tjek onlinekurset Feng shui for begyndere
