Som en del af min spirituelle opvågnen gennemgik jeg på et tidspunkt en transformation fra "mit gamle jeg" til "mit nye jeg" i min måde at være spirituel på, som var ret så udfordrende for mig.
"Mit gamle jeg" var meget ydrestyret, og brugte en masse energi på at rette sig efter astrologiske aspekter, hvad clairvoyante og tarotkort sagde, hvordan indretningen skulle bringe mig de ting i livet, som jeg troede jeg ville blive lykkelig af osv.
Jo længere ud i universet jeg kunne svæve, des bedre!
Men på et tidspunkt opstod et behov i mig, for at lave et skift i forhold til den spiritualitet, der ellers har været mit faste holdepunkt i mange år.
Jeg begyndte, at øve mig i at mærke mere efter i mig selv, i stedet for at søge efter svarene ude, og til min store overraskelse oplevede jeg ofte, at jeg selv nåede frem til et andet svar inden i, end det, som noget eller nogle i det ydre fortalte mig.
Som følge af det, havde jeg pludselig ikke længere cravings efter at finde forklaringer i astrologien og numerologien, eller at trække tarotkort på alle udfordrende situationer.
De guruer jeg ellers havde dyrket og tyet til, når jeg følte mig skrøbelig og ude af balance, sagde ikke "mit nye jeg" noget, og jeg kunne ikke længere finde tryghed i at læne mig ind i deres sandhed, så jeg slap for at mærke efter i mig selv.
Det var ikke fordi jeg ikke troede på noget af det mere.
Fra den ene dag til den anden fungerede det bare ikke for mig, at bruge spiritualiteten til at dulme alt det jeg ikke ville deale med, og som quickfix til at leve et lykkeligt liv.
Det er lidt svært at forklare, men det var lidt som at have troet på at det var tandfeen, der erstattede rokketænder med mønter under hovedpuden, for pludselig at opdage, at tandfeen ikke findes...
Oven i det, var jeg også splittet, fordi den ultrasøgende udsvævende spirituella havde været en stor del af mig i så mange år.
Jeg har kæmpet en brav kamp for at hun skulle have lov til at få plads i verden (ikke mindst i min egen), og pludselig ville jeg ikke vide af hende mere...
Mit verdensbillede ændrede sig, og jeg var forvirret over det der skete.
I processen med at definere en ny måde for mig selv, at være i min spiritualitet på, meldte mig ud af diverse spirituelle aktiviteter og grupper, fordi jeg følte mig fremmed i fællesskaber, som jeg engang følte mig som en del af.
Hele mit fundament (eller opdagelsen af at det ikke eksisterede for mig) krakelerede, og en dag hørte jeg endda følgende sætning komme ud af min mund, mens jeg talte med en veninde om min identitetskrise: "Måske er jeg bare ikke spirituel længere...."
Det er en vild tid, at tænke tilbage på, og jeg kan nu konstatere, at jeg gennem arbejde med mig selv tid og læssevis af tålmodighed nu er landet et godt sted hvor jeg føler "mit nye jeg" godt integreret i mig, sammen med en mere groundet spiritualitetsfølelse end før.
Jeg tror stadigvæk på det meste, men forskellen fra tidligere er, at jeg ikke længere lægger al min power ud til andet og andre, men i stedet holder den hjemme hos mig selv.
Læs også Hvad har du egentlig LYST til
