Få besked når der er nyt fra Rebekkah du ikke vil gå glip af Ingen spam - Kun kærlighed ♡

Feng shui Soveværelse

Dit soveværelse er et symbol på dit kærligheds- og sexliv, uanset hvor i boligen det ligger.

Feng shui soveværelse - sådan gør du

Soveværelset er ofte underprioriteret, fordi det jo bare er et sted, vi skal sove, men det er her, du lader op, og det har din underbevidsthed brug for ro og lækkerhed til.

Det skal helst føles sensuelt og som om, du får en kæmpe krammer, når du træder ind i dit soveværelse, og det optimale er, hvis du elsker rummet så højt, at du allerhelst vil opholde dig derinde døgnet rundt, fordi det er så dejligt og hyggeligt.

Sørg for, at du har en god udsigt fra sengen, så du tager noget godt med dig ind i din søvn, når du lukker dine øjne om aftenen og med dig ud i dagen, når du vågner om morgenen.

Skab en imødekommende stemning med bløde farver, blød belysning og masser af bløde vamsede tekstiler og tilfør, hvad du kan, der vækker alle dine sanser på en god måde med dufte, musik osv, og drys dine egne romantiske kærlighedssymboler rundt i rummet.

Lær mere om indretning med feng shui

Feng shui soveværelse -  styrk kærlighedslivet med tosomhedssymbolik

Ligesom i baguaområdet for kærlighed og parforhold, er det også i soveværelset værd at skrue op for tosomhedssymbolikken, hvis du gerne vil styrke dit nuværende parforhold eller tiltrække en partner i dit liv, anbring derfor gerne ting i par og indret med to ens sengeborde, to ens sengelamper, to dyner, to puder etc.

Den bedste placering for din seng er, så du kan se døren, når du ligger i den.
Hav gerne en sengegavl, især hvis hovedgærdet ikke støder op til en fast væg, så dit urinstinkt kan slappe godt af, når du ligger i den, og forkæl dig selv med en god behagelig madras, dyner og hovedpuder i lækre materialer og skønt sengelinned, der gør dig lykkelig helt ned i tæerne, når du svøber dig i det.

Og prikken over i’et: Red sengen, når den ikke er i brug, så den står imødekommende og klar til at tage imod dig, når du skal sove.
Lamper, hylder og billeder over sengen er no-go, fordi dit urmenneske ligger og tænker over, hvornår det mon falder ned i hovedet på dig, og dermed holder din underbevidsthed i alarmtilstand.

Opbevaring under sengen er heller ikke smart, da det standser energien, så den hober sig op og stopper det flow, vi så godt kan lide at have, når vi laver feng shui. Undgå i det hele taget rod og opbevaring af ting, der ikke hører til i soveværelset, eller hav dem i det mindste i nogle smukke lukkede beholdere, hvis ikke de kan være andre steder.