Jeg kan stadigvæk ikke tale om det uden at græde.
Mit mellemste barn er rejst ud i verden og jeg håndterer situationen ved at dulme sorgen med nutella.
Engang for mange år siden, rodede jeg over en længere periode lidt rundt med en gut, der hed Peter.
Vi kunne ikke rigtig finde ud af om det skulle være eller ikke være, og derfor besluttede jeg mig et nytår for, at mit nytårsforsæt skulle være: "Aldrig mere Peter".
I en periode havde jeg utrolig travlt med at være ovre i hvordan andre spirituelle var i deres spiritualitet.
Især dem uden jordforbindelse whatsoever.
Min cykel er blevet stjålet og hvor meget jeg end forsøger at se gaven i det, som vi spirituellaer jo helst skal, føler jeg mig meget udfordret på ikke at kaste diverse besværgelser i retning af den dumme cykeltyv, der har gjort mit liv mega besværligt.
Kender du det, hvor man pludselig opdager, at man har skåret sig selv midt over, i et forsøg på at imødekomme andres behov (eller måske snarere selvopfundne behov hos andre), i forhåbning om at alle kan lide en?
✧ Spirituella On The Loose ✧ 
