Baguaområdet for rejser og hjælpsomme venner handler om rejser, dit sociale liv, netværk, synkronicitet og kontakten til dine engle.
Da baguaområdet for rejser og hjælpsomme venner er et af de områder, der breder sig over flere temaer på én gang, er der flere retninger at lave feng shui i alt efter, hvad du gerne vil styrke i området.
Hvis du gerne vil forbedre baguaområdet for rejser og hjælpsomme venner med henblik på at komme ud at rejse, kan du sætte minder fra tidligere rejser sammen med rejsebøger, en globus, et verdenskort eller andet, der står for steder, du gerne vil besøge, hvis det passer ind i indretningen.
For at få en stærkere kontakt til dine engle og blive bedre til at opfange den synkronicitet, der opstår, når de guider os gennem livet, gælder det om at få nogle symboler på engle og spirituelle guider ind i din indretning.
Du kan have engle og synkronicitet repræsenteret ved at have englekort, bøger, figurer og billeder med engle, eller fjer som symbol på engle.
Har du afdøde, som du føler er en slags engle, der sidder og passer på dig ovre fra den anden side, kan du også have billeder af dem, eller ting, der minder dig om dem.
Vil du hellere lave feng shui, der styrker båndet mellem dig og de engle, der går på jorden, som du kalder dine venner, eller i det hele taget udvide dit netværk, kan du i området placere billeder af dig og dine venner.
Du kan sagtens booste energien både for rejser, engle og dit sociale liv på én gang, men du kan også nøjes med en af dem eller bare lave en generel opgradering af området, hvor du får styr på eventuelt rod og reparerer ting der måtte være gået i stykker.
Og husk, at ting du elsker altid er god feng shui.
Læs også Fung sway, fang shui, fæng sui - Hvordan udtales det?
Modtag Ebog og Audioguide til Fantastisk Feng Shui Livsstil